Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet endnu en gang på vej mod fronten.
Ude i udkanten af byen havde byens unge piger imidlertid samlet sig; belysningen var svag, og da vi kom marcherende, stod de på begge sider af landevejen. Barbara var også iblandt dem. De fulgte med, hver fandt sin pige, og de kom ind i geleddet, og straks blev der en broget kolonne.
Batterichefen så det godt, men for en gangs skyld lod han stå til; han morede sig øjensynligt over situationen, pigerne gik med; arm i arm (sikken kolonne!!) en 5 – 6 km. Kl. blev hen ad tolv, og så pludselig kommanderede batteriføreren “holdt”. Han råbte ud i nattestilheden: “første Batterie! Skal vi så standse i 5 minutter og få afskedskysset; vi vil sige dem tak for det gode kvarter og alt godt, og når vi nu fortsætter, lader vi pigerne blive tilbage – har de forstået?” “Javel, hr., løjtnant”, lød det fra mange munde.
Efter et holdt på ca. 10 minutter blæste hornisten signalet til, at hestemandskabet skulle sidde op. Vi sagde farvel og trådte an, og batteriføreren kommanderede: “Batterie march!” Den lange række satte sig i bevægelse. Pigerne stod ved siden og grød, nogle hylede, andre hulkede; til de sidste hørte Barbara. Jeg sendte hende et taknemmeligt vink, hun vinkede med lommetørklædet og råbte: ”Ou revoir, Monseur Frederik!” Det var den sidste hilsen, det sidste blik fra Barbara.
Zum Dorf hinaus zieht die Batterie,
die Fahne lustig weht,
ein mädchenschar begleitet sie
und weint, das zum Krieg es geht.
Noch einmal schaut der Kanonier
nach seinen Lieb zurück.
Viel tausend Grüsse schickt er ihr,
was sagt sein letzter Blick?
Ach Mädehen bleibe mein,
dies Herz gehört nur dein.
Ist der Friede da,
so kehr ich ja
nach Stolzenfels am Rhein.
Pligten kaldte igen, og målet var Frankrig
I en af Lüttichs forstæder stod et tomt tog parat. Her fik vi batteriet læsset på, derefter rullede toget af sted – ingen vidste hvorhen – ingen vidste, hvad fremtiden ville bringe. Til at begynde med blev der sunget i de enkelte vogne: “Drum Mädschen weine nicht, sei auch nicht traurig, nach einen Kanonier das Herz nicht schwer” osv. Lidt efter faldt vi alle i søvn, mens toget rullede ind i det uvisse…
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
